Mercedes-Benz 300 SL

Den øverste ledelse så Hoffmans initiativ om at levere sportsvogne med den kendte Mercedes-stjerne og hilste idéen særdeles velkommen. På den måde kunne man udvidde potentialet på det store amerikanske marked. Og i september 1953 lød startskuddet til udviklingen af to typer sportsvogne. Serieversionen af 300 SL, der som et resultat af denne udvikling blev præsenteret på New-Yorker biludstillingen "International Motor Sports Show" i februar 1954, var baseret på væddeløbsmodellen fra sæsonen 1952. De berømte "mågevinger" stammer oprindeligt herfra, for det var en ret usædvanlig løsning på et problem, der førte til denne konstruktion - og slet ikke en designmæssig idé, som mange den dag i dag tror. Det var ganske enkelt en tvingende nødvendighed, for den gitterrørskon­struktion, der sad inde i væddeløbsmodellen til beskyttelse af føreren, var der ikke plads til - med mindre man ændrede konstruktionen af dørene fuldstændig. Og det førte til de nok så berømte "mågevinger."
 

Motoren var samtidigt indbygget skråt i bilen, hvilket gav en afbalanceret motorgang. Og den konsekvente konstruktionsmetode med anvendelse af lette materialer gav en samlet vægt med reservehjul, værktøj og fuld tank på i alt 1.295 kg - ca. halvdelen af 300 SL og med en stærkt forbedret køreydelse: Og den baghjulstrukne model præsterede en topfart på mellem 235 km/t og 260 km/t. Undervognen stammede i al væsentlighed fra datidens 300'er limousine med undtagelse af en kraftigere affjedring, og så var den i øvrigt mere sportslig afstemt. Fra august 1954 til maj 1957 fremstillede man 1.400 eksemplarer i Sindelfingen - heraf var de 29 med letmetalkaroseri og en enkelt forsøgsmodel med kunststof-karoseri. Det enlige eksemplar med GFK-karosseri kan kendes ud fra to karakte-riske enkelheder: Den blev monteret med et par ekstra blinklygter på forskærmene, som det kendtes fra type 220, og den havde døre med langt større tolerancer. Derfor lukkede de ikke så perfekt, som de øvrige modeller. 

Efter automobiludstillingen i Geneve i marts 1957 præsenterede man en efterfølger i Roadsterudgave. Også denne model var på initiativ fra Max Hoffman. Og i løbet af ganske kort tid havde denne nye model fortrængt 300 SL cabriolet, og man spåede den gode chancer - også på det amerikanske marked. Teknisk set lignede Road­steren i store træk Coupéen. Ved hjælp af en ændring af konstruktionen af gitter­rørsrammens sidedele kunne indstigningshøjden reduceres så meget, at man kunne konstruere modellen med traditionelle døre. Baghjulophænget blev radikalt forbed­ret i lighed med det fra type 220 kendte, og det gav modellen endnu bedre køre­egenskaber. Fra oktober 1958 kunne man som ekstraudstyr få et aftageligt Coupétag til en pris af DM 1.500,- hvis man ønskede det. De bageste vinduer og den stilistiske hardtop gav modellen et bemærkelsesværdigt udseende. Og af tekniske ændringer, som var sneget sig ind gennem de forgangne seks år, var især to, som skal nævnes: I marts 1961 fik 300 SL Dunlop-skivebremser på både for- og baghjul, og i marts 1962 kunne modellen fås med en motorblok bygget i letmetal.

En specialmodel af 300 SL Roadster skal også nævnes her: Som deltagere i det amerikanske sportsvognsmesterskab byggede man to eksemplarer af 300 SLS. Baggrunden for denne særudgave skyldtes, at man ville vise det store amerikanske publikum modellens fortræffeligheder - netop op til introduktionen af Roadsteren i USA - altså en ægte gang publicity. Og så var "Sports Car Club of America" ganske enkelt imod at anvende den serieproducerede model, for den havde allerede året forinden deltaget i kategorien "Standard Production." Og for ikke at være helt chan­celøs i væddeløbskategorien D, ændrede man den almindelige 300 SL til en 300 SLS efter alle kunstens regler. Udvendigt forsvandt stødfangerne, cockpitafdækningen blev forsynet med store luftindtag, frontruden blev til en mini-væddeløbsfrontrude og styrtbøjlen bag føreren var et andet kendetegn for modellen. Og arbejdet i Daimler-Benz forsøgsafdeling var ikke forgæves: Paul O'Shea vandt det amerikan­ske sportsvognsmesterskab i kategori D med et meget tydeligt forspring foran konkurrenterne. Produktionen af 300 SL - og ligeledes af den samtidige 190 SL - standsede den 8. februar 1963 i Sindelfingen. Denne dato blev for Daimler-Benz slutningen på en epoke: Efter at man havde standset produktionen i marts 1962 af type 300 og nu  også 300 SL forsvandt den sidste personbil fra produktionsprogrammet, som var konstrueret med klassisk bundramme. Begge versioner af 300 SL - Roadsteren såvel som "Mågevingen" var fra første færd bestemt til at ende som liebhavermodeller og de har helt frem til i dag endnu ikke mistet deres tiltrækkende og fascinerende image. De hører til de mest eftertragtede og højst betalte klassikere.

Alle hjul er bevægelige og kan sågar drejes - bedst på glatte flader Denne træmodel er som vore øvrige modeller konstrueret så robust, at selv små drenge helt ned til tre år kan lege med modellen - uden den går i stykker.

Træets overflade er naturligvis meget mere blød end et stykke legetøj af metal - derved kan vore model­biler tåle mere end andre typer legetøj. Lette skrammer kan ganske enkelt poleres bort, så model­bilen atter fremstår fuldstændig som ny. Og det er netop her man oplever den uovertrufne fordel ved træmaterialerne fremfor andre typer materialer som for eksempel plastik eller metal.